I 2010 fik jeg et rejselegat, der gjorde det muligt for mig at rejse til Shanghai og researche til min bog "Shanghai - i lyst og nød". Bogen er bl.a. baseret på min mors dagbøger fra mine forældres ophold i byen lige op til 2. verdenskrig. Min far var ansat i Store Nordiske. Rejsen gav mig en god mulighed til dels at vandre i deres spor, men også at få byen ind under huden.
Læs min rejsebeskrivelse her:
Det er fantastisk endelig at være her og efter måneders forberedelse at sidde i Maglev-toget der er berømt for sine 400 km i timen på vej ind mod Shanghai, og kort efter sidde i en taxa som kører os resten af vejen mens vi i aftenmørket kan se hvordan broerne over Huangpu-floden lyser op i alle regnbuens farver. Byens er særligt pyntet op i øjeblikket på grund af verdensudstillingen og langs de store veje er tusindvis af altankasser sat op med blomster i.
Jeg er her på et rejselegat fra autorkontoen, som jeg har fået fordi jeg er ved at skrive en bog om livet i Shanghai før 2. verdenskrig bl.a. baseret på min mors dagbøger. Hun og min far boede her i en periode fordi min far arbejde for Store Nordiske. Det var et liv i sus og dus for de hvide dengang, i høj grad baseret på udnyttelse af den kinesiske befolkning, der måtte agere som kokke, amah´er, boys og rickshaw-kulier.
Jeg har valgt at vi skal på ”Number 9”, som er en gammel rigmandsvilla i funkisstil, opført af en rig bankmand i 30érne. Hans barnebarn har nu huset, som er lavet om til hotel og rummer 9 værelser. Det ligger i et arbejdervkarter i den gamle koncession, bagest inde i en lilong, de små stræder med huse, som før i tiden lå¨overalt i Shanghai og hvor den kinesiske befolkning boede. De fleste er revet ned nu, andre er lavet om til mondæne indkøbskvarterer, men de mest bevaringsværdige får måske lov at blive liggende.
Turen er planlagt til mindste detalje, jeg har i månedsvis siddet og arbejdet med at finde ud af hvor hvad ligger og hvad gaderne hedder nu, for alle gaderne i det gamle Shanghai har skiftet navne siden dengang, hvor den del af byen, hvor min historie foregår, var underlagt de vestlige magter og havde franske og engelske navne. Nogle gader var dog opkaldt efter kinesiske byer og provinser, men disse har også ændret sig, da man nu ”oversætter” kinesiske tegn med et system ,man kalder Pynyin, i modsætning til dengang, hvor man brugte Wade-Giles systemet. Det er f.eks. derfor Peking i dag hedder Beijing . Noget af det eneste , der ikke har skiftet navn, er byen Shanghai. Det har været lidt af et detektivarbejde at finde ud af alt dette, men også sjovt, og det betyder, at jeg kender det centrale Shanghai som min egen bukselomme allerede inden jeg ankommer.
Jeg har også fundet ud af, at gaderne i byen er meget lange, og derfor er delt op i nord/midt/ syd eller vest/midt/øst, hvilket er vitigt for at kunne finde de rigtige adresser. Derfor har jeg lært mig tegnene for disse ord og skrevet dem på et lamineret ark papir, jeg har i tasken. Det viser sig dog, at det ikke er nødvendigt, for alle gadenavne står både på kinesisk og engelsk, og med angivelse af retning. Det gør det faktsik nemt at finde rundt i byen, man ved altid hvor man er i forhold til f.eks. The Bund og floden.
Jeg har heldigvis haft god tid til alle mine forberedelser, for jeg har haft et heldigt år, jeg har nemlig også fået et arbejdslegat fra Kunstrådet.
Jeg har lavet kort og udarbejdet ruter vi (jeg har min mand med på egen regning) skal gennemføre, for at jeg kan nå at se og sanse så meget som muligt af de steder, der optræder i min bog og få byens struktur ind under huden. Jeg har sådan set ikke bestilt andet de sidste 2 år end at læse om byen, og nu skal alle de steder, der optræder i min bog, opsøges.
Det bliver en fantastisk vandring gennem fortid og nutid. Selvom Shanghai nu er kendt for sine mange høje nye bygninger og moderne kvarterer, er byens struktur her i centrum stadig den samme: Det gamle Franske kvarter kendes på sine platantræer, som vi allerede den første dag opdager har den funktion at skygge for den bagende sol i et klima, der minder om drivhuset i botanisk have i København.
Det er interessant at opdage, at alle de gamle kolonialistiske bygninger, jeg skal ud og se, er erklæret bevaringsværdige og i princippet hverken må ændres udenpå eller indeni. Det har medført nogle lidt sjove tilbygninger i form af høje annekser på f.eks. både den gamle Franske Klub og den tidligere Shanghai Club.
Det forekommer mig både utroligt med et strøg af fremsynethed og overbærenhed, at disse gamle imperialistiske bygninger har fået lov at blive stående gennem hele den proces byen og landet har været igennem siden 1949, men de udgør også en vigtig del af byens historie.
På The Bund, som vi besøger den første dag, ligger disse bygninger på en lang række. I den periode, Shanghai var underlagt de hvides overherredømme, lå The Bund som et symbol på manifestation af magt i en lang linie ud mod floden. På den anden side af floden lå Putong,et kæmpemæssigt industriområde, med fattige kinesiske arbejderkvarterer inde bagved. I dag er Putong mest kendt for sine høje skyskrabere, herunder verdens 6. højeste bygning, den der ligner en øloplukker, og de gamle imperialistiske bygninger langs The Bund ligner næsten små dukkehuse i sammenligning med de høje huse, der er skudt op lige bagved.
Alligevel kan man sagtens, når man går lang The Bund, fornemme bygningernes gamle udstråling, og da vi bevæger os hen mod et af de absolutte magtcentre fra dengang, Shanghai Club, befinder vi os næsten i gamle dage. Vi træder ind i den marmorbeklædte hall og her vrimler med tjensvilligt personale der viser os ind til den berømte bar, der havde ry for at være verdens længste. Baren kaldes nu ”Long Bar” og stedet er et luksushotel.
Vi bliver ledt hen til et bord ved vinduet ud til The Bund, og jeg kan ikke lade være at smile: da mine forældre boede her måtte man som nyankommen hvid i byen kæmpe sig vej op langs baren fra den bageste ende og op til højstatuspladsen ved vinduet. Denne vandring kunne tage flere år, og desuden var kvinder og kinesere forment adgang til klubben.
I dag bliver vi straks ledt op til vinduet ud mod The Bund, og de eneste andre gæster i baren er kinesere.
Baren er nyistandsat. Efter at have været både bar sømandsklub og fungeret som disk for Kentucky fried cicken er den nu tilbage i sin gamle værdighed med det mørke mahogni og de skinnende barskabe i loftshøjde.
Mens jeg går rundt i byen forestiller jeg mig, hvordan det var dengang jeg skriver om, i 1939/40. De tiggere, der var over det hele – og som døde som fluer, man samlede over 200 døde op om dagen, især om vinteren – og de rick-shaw kulier der på deres ofte bare fødder og slidte tunikaer trak rundt med andre mennesker i deres små vogne, er nu kommet op på et højere niveau. Det er dem, der nu er gadefejere i fine lyseblå uniformer, der går rundt alle vegne med deres bambuskoste og små fejebakker, det er dem, der kører rundt p¨cykler med lad og samler alverdens affald sammen. (foto)
På et af byens hovedstrøg,Nanjing road, tænker jeg på min mor, der en af sine første dage her tog sporvognen ud til tandlæge Eskelund, og jeg trækker på smilebåndet da jeg ser hvordan gaden nu er blevet til gågade og de sporvogne, der kører frem og tilbage på gaden er en slags forvoksede Tivoli-sporvogne for turister. På et andet hovedstrøg, Huai Hua Road kigger jeg forgæves efter de små hviderussiske butikker og cafeer, hvor de hviderussiske flygtninge havde skabt sig en indtægt og ser i stedet store mondæne mærkevarebutikker som Apple, Luis Vuton, Gucci osv.
Den store oplevelse kommer, da vi finder mine forældres gamle lejlighed, og døren står åben til opgangen, vi går op ad trappen og døren ind til lejligheden står også åben, fordi nogen er i gang med at gøre rent, selvom det er søndag. Den store luksuriøse lejlighed er nu delt op i mindre kontorer, men vi går ind og kigger og tager et billede af mig stående i døren (foto).
Ud af vinduet kan vi kigge over på det, der dengang var den Franske Klub, hvor de, som man gjorde, kom næsten hver dag og spiste, spillede tennis, badede i den store swimmingpool af olympiske dimensioner og dansede på det affjedrede dansegulv. Der går vi over og spiser frokost og tager et foto af mig , der drikker te, som jeg har et foto af min mor, der gjorde det samme. Jeg kan sagtens fornemme dette luksusliv, mine forældre har kunnet leve her som de fleste hvide gjorde dengang, med tjenestefolk og socialt liv, som jeg dog ved ikke var den rene dans på roser. Bygningen er erklæret bevaringsværdigt, og en del af det gamle interiør er genskabt, samtidig med at der bagved er bygget en høj bygning, or stedet er nu et hotel ejet af en japansk hotelkæde.
Selvom det ikke har noget med mit proejkt at gøre, skal vi også lige på verdensudstillingen og hilse på Den lille Havfrue. For at komme ind skal man stå i kø, men jeg opdager en VIP- indgang og finder på at trække mit medlemskort fra Forfatterforeningen frem, et af de gamle store, hvor der også er n kinesisk tekst om at man er forfatter og at folk bedes tage pænt imod en. Kineseren ved indgangen læser det og straks bliver vi lukket ind. Det sker også i den norske pavillon, og så tror jeg, at jeg har fundet løsningen på hvordan vi kommer ind i den kinesiske der har en totalt lang kø, men ups, her går det altså ikke. Man er ikke tilstrækkeligt VIP her som dansk forfatter.
Læs min rejsebeskrivelse her:
Det er fantastisk endelig at være her og efter måneders forberedelse at sidde i Maglev-toget der er berømt for sine 400 km i timen på vej ind mod Shanghai, og kort efter sidde i en taxa som kører os resten af vejen mens vi i aftenmørket kan se hvordan broerne over Huangpu-floden lyser op i alle regnbuens farver. Byens er særligt pyntet op i øjeblikket på grund af verdensudstillingen og langs de store veje er tusindvis af altankasser sat op med blomster i.
Jeg er her på et rejselegat fra autorkontoen, som jeg har fået fordi jeg er ved at skrive en bog om livet i Shanghai før 2. verdenskrig bl.a. baseret på min mors dagbøger. Hun og min far boede her i en periode fordi min far arbejde for Store Nordiske. Det var et liv i sus og dus for de hvide dengang, i høj grad baseret på udnyttelse af den kinesiske befolkning, der måtte agere som kokke, amah´er, boys og rickshaw-kulier.
Jeg har valgt at vi skal på ”Number 9”, som er en gammel rigmandsvilla i funkisstil, opført af en rig bankmand i 30érne. Hans barnebarn har nu huset, som er lavet om til hotel og rummer 9 værelser. Det ligger i et arbejdervkarter i den gamle koncession, bagest inde i en lilong, de små stræder med huse, som før i tiden lå¨overalt i Shanghai og hvor den kinesiske befolkning boede. De fleste er revet ned nu, andre er lavet om til mondæne indkøbskvarterer, men de mest bevaringsværdige får måske lov at blive liggende.
Turen er planlagt til mindste detalje, jeg har i månedsvis siddet og arbejdet med at finde ud af hvor hvad ligger og hvad gaderne hedder nu, for alle gaderne i det gamle Shanghai har skiftet navne siden dengang, hvor den del af byen, hvor min historie foregår, var underlagt de vestlige magter og havde franske og engelske navne. Nogle gader var dog opkaldt efter kinesiske byer og provinser, men disse har også ændret sig, da man nu ”oversætter” kinesiske tegn med et system ,man kalder Pynyin, i modsætning til dengang, hvor man brugte Wade-Giles systemet. Det er f.eks. derfor Peking i dag hedder Beijing . Noget af det eneste , der ikke har skiftet navn, er byen Shanghai. Det har været lidt af et detektivarbejde at finde ud af alt dette, men også sjovt, og det betyder, at jeg kender det centrale Shanghai som min egen bukselomme allerede inden jeg ankommer.
Jeg har også fundet ud af, at gaderne i byen er meget lange, og derfor er delt op i nord/midt/ syd eller vest/midt/øst, hvilket er vitigt for at kunne finde de rigtige adresser. Derfor har jeg lært mig tegnene for disse ord og skrevet dem på et lamineret ark papir, jeg har i tasken. Det viser sig dog, at det ikke er nødvendigt, for alle gadenavne står både på kinesisk og engelsk, og med angivelse af retning. Det gør det faktsik nemt at finde rundt i byen, man ved altid hvor man er i forhold til f.eks. The Bund og floden.
Jeg har heldigvis haft god tid til alle mine forberedelser, for jeg har haft et heldigt år, jeg har nemlig også fået et arbejdslegat fra Kunstrådet.
Jeg har lavet kort og udarbejdet ruter vi (jeg har min mand med på egen regning) skal gennemføre, for at jeg kan nå at se og sanse så meget som muligt af de steder, der optræder i min bog og få byens struktur ind under huden. Jeg har sådan set ikke bestilt andet de sidste 2 år end at læse om byen, og nu skal alle de steder, der optræder i min bog, opsøges.
Det bliver en fantastisk vandring gennem fortid og nutid. Selvom Shanghai nu er kendt for sine mange høje nye bygninger og moderne kvarterer, er byens struktur her i centrum stadig den samme: Det gamle Franske kvarter kendes på sine platantræer, som vi allerede den første dag opdager har den funktion at skygge for den bagende sol i et klima, der minder om drivhuset i botanisk have i København.
Det er interessant at opdage, at alle de gamle kolonialistiske bygninger, jeg skal ud og se, er erklæret bevaringsværdige og i princippet hverken må ændres udenpå eller indeni. Det har medført nogle lidt sjove tilbygninger i form af høje annekser på f.eks. både den gamle Franske Klub og den tidligere Shanghai Club.
Det forekommer mig både utroligt med et strøg af fremsynethed og overbærenhed, at disse gamle imperialistiske bygninger har fået lov at blive stående gennem hele den proces byen og landet har været igennem siden 1949, men de udgør også en vigtig del af byens historie.
På The Bund, som vi besøger den første dag, ligger disse bygninger på en lang række. I den periode, Shanghai var underlagt de hvides overherredømme, lå The Bund som et symbol på manifestation af magt i en lang linie ud mod floden. På den anden side af floden lå Putong,et kæmpemæssigt industriområde, med fattige kinesiske arbejderkvarterer inde bagved. I dag er Putong mest kendt for sine høje skyskrabere, herunder verdens 6. højeste bygning, den der ligner en øloplukker, og de gamle imperialistiske bygninger langs The Bund ligner næsten små dukkehuse i sammenligning med de høje huse, der er skudt op lige bagved.
Alligevel kan man sagtens, når man går lang The Bund, fornemme bygningernes gamle udstråling, og da vi bevæger os hen mod et af de absolutte magtcentre fra dengang, Shanghai Club, befinder vi os næsten i gamle dage. Vi træder ind i den marmorbeklædte hall og her vrimler med tjensvilligt personale der viser os ind til den berømte bar, der havde ry for at være verdens længste. Baren kaldes nu ”Long Bar” og stedet er et luksushotel.
Vi bliver ledt hen til et bord ved vinduet ud til The Bund, og jeg kan ikke lade være at smile: da mine forældre boede her måtte man som nyankommen hvid i byen kæmpe sig vej op langs baren fra den bageste ende og op til højstatuspladsen ved vinduet. Denne vandring kunne tage flere år, og desuden var kvinder og kinesere forment adgang til klubben.
I dag bliver vi straks ledt op til vinduet ud mod The Bund, og de eneste andre gæster i baren er kinesere.
Baren er nyistandsat. Efter at have været både bar sømandsklub og fungeret som disk for Kentucky fried cicken er den nu tilbage i sin gamle værdighed med det mørke mahogni og de skinnende barskabe i loftshøjde.
Mens jeg går rundt i byen forestiller jeg mig, hvordan det var dengang jeg skriver om, i 1939/40. De tiggere, der var over det hele – og som døde som fluer, man samlede over 200 døde op om dagen, især om vinteren – og de rick-shaw kulier der på deres ofte bare fødder og slidte tunikaer trak rundt med andre mennesker i deres små vogne, er nu kommet op på et højere niveau. Det er dem, der nu er gadefejere i fine lyseblå uniformer, der går rundt alle vegne med deres bambuskoste og små fejebakker, det er dem, der kører rundt p¨cykler med lad og samler alverdens affald sammen. (foto)
På et af byens hovedstrøg,Nanjing road, tænker jeg på min mor, der en af sine første dage her tog sporvognen ud til tandlæge Eskelund, og jeg trækker på smilebåndet da jeg ser hvordan gaden nu er blevet til gågade og de sporvogne, der kører frem og tilbage på gaden er en slags forvoksede Tivoli-sporvogne for turister. På et andet hovedstrøg, Huai Hua Road kigger jeg forgæves efter de små hviderussiske butikker og cafeer, hvor de hviderussiske flygtninge havde skabt sig en indtægt og ser i stedet store mondæne mærkevarebutikker som Apple, Luis Vuton, Gucci osv.
Den store oplevelse kommer, da vi finder mine forældres gamle lejlighed, og døren står åben til opgangen, vi går op ad trappen og døren ind til lejligheden står også åben, fordi nogen er i gang med at gøre rent, selvom det er søndag. Den store luksuriøse lejlighed er nu delt op i mindre kontorer, men vi går ind og kigger og tager et billede af mig stående i døren (foto).
Ud af vinduet kan vi kigge over på det, der dengang var den Franske Klub, hvor de, som man gjorde, kom næsten hver dag og spiste, spillede tennis, badede i den store swimmingpool af olympiske dimensioner og dansede på det affjedrede dansegulv. Der går vi over og spiser frokost og tager et foto af mig , der drikker te, som jeg har et foto af min mor, der gjorde det samme. Jeg kan sagtens fornemme dette luksusliv, mine forældre har kunnet leve her som de fleste hvide gjorde dengang, med tjenestefolk og socialt liv, som jeg dog ved ikke var den rene dans på roser. Bygningen er erklæret bevaringsværdigt, og en del af det gamle interiør er genskabt, samtidig med at der bagved er bygget en høj bygning, or stedet er nu et hotel ejet af en japansk hotelkæde.
Selvom det ikke har noget med mit proejkt at gøre, skal vi også lige på verdensudstillingen og hilse på Den lille Havfrue. For at komme ind skal man stå i kø, men jeg opdager en VIP- indgang og finder på at trække mit medlemskort fra Forfatterforeningen frem, et af de gamle store, hvor der også er n kinesisk tekst om at man er forfatter og at folk bedes tage pænt imod en. Kineseren ved indgangen læser det og straks bliver vi lukket ind. Det sker også i den norske pavillon, og så tror jeg, at jeg har fundet løsningen på hvordan vi kommer ind i den kinesiske der har en totalt lang kø, men ups, her går det altså ikke. Man er ikke tilstrækkeligt VIP her som dansk forfatter.
