Det kan dårligt blive mere direkte: digte skrevet ved fronten og bagefter på lazarettet.
Min oldefar drog i krig fordi han var i en slags livskrise. Han var så heldig at overleve, men måtte tilbringe 4 måneder på lazaret bagefter.
Det sidste digt skrev han, da han var blevet en gammel mand, nemlig i 1920, da Danmark fik dele af det tabte land tilbage.

---

Stemninger fra Krigen 1864                                           af Doron Julius Axel Bechmann
                                                                                                3. Infanterieregiment, 1. Compagni, No. 39.
   
                          I

     
De Studier gaa saa tungt og trangt,

i dem ej Lys jeg skuer

med Maalet dunkelt, Vejen lang

jeg fast for Livet gruer.

Skal jeg vildsomt vanke om

og altid gaa og famle,

med Hjærte sygt og Hjerne tom

kun visne Blomster samle.



Beslutning

 Det buldrer og larmer ved Ejderens Bred

der står en Fjende saa grum og led. –

Saa mangen stolt Kæmpe i Striden maa bløde,

der springer de ud, de Roser saa røde.



Der plukkes de friske, Thi vil jeg derhen

der træffer man og mangen lystig Svend.

Der grubler man ikke, men slaas til man falder,

til højst fra Skyen Valkyrien kalder. –

Der kører han frem den Gud for Torden

da flammer Himlen, da skælver Jorden

og vinker han ad mig, saa var jeg dog med

den Gang for vor Frihed og Ære vi stred.

                  

                    II

Ankomst

 Hil være Jer, gæve Dannermænd!

Hvor gaar det Jer saa mod de mange?

I maatte tilbage! – men en Gang igen

gaar det frem og Sejer vi fange.



Hvad? Undrer det Jer at jeg kom herhen?

Er I alt kede af dysten?

Jeg vented et frejdigt Velkommen min Ven

og faar kun en Hovedrysten.



Men hør det blæser saa skal vi vel ud.

Nu rask da, muntert i Tøjet.

Geværet på Nakken, en Bøn til Gud

og saa et Ansigt fornøjet.



Er alt det forbi! Det var blind alarm.

I tænkte det nok og gav Stunder.

Jeg saa i Aanden en Kamp saa varm;

En Valplads og gabende Vunder.

                      III

 

En nat i Skansen


I Skandsen en Nat og Slaraffenliv

er ej just ganske det samme.

Regn, Kulde og Bomber til Tidsfordriv

Giver Livet saa sælsom en Ramme.



Det glimter derovre: ”Broager dæk!”

Forbi Kammerat – det var ilde.

Naa, rejs dig igen, Granaten er væk

Den andetsteds gæste vilde.



Det gaar helt lysteligt, Skrald i Skrald

dog hastigt ej Tiden rinder

Ej lunt er i Nattens uhjemlige Hal

brat opstige hjemlige Minder.     



Hør ser du i Øst ej en Stribe rød

ej spor af Dagens bebuder?

Jeg synes, det hvisker i Mørket om Død

og Stormen uhyggeligt tuder.



Det gælder nok os – hvor gaar det min Ven?

Saa stille! Hvi er du så stille?

Saa hvil da sødt, til Fred du gaar hen

din Lod var jo stor, -

                                   Taarer trille.



 De hviske, de hviske, hvad hvisker de om?

Brug Tiden vel! Snart den rinder

Kød er Hø – efter Død kommer Dom

Højt Spil her spilles – hvo vinder?



Som Meteorer er kort deres Glans,

Et Glimt – så mørke som Graven.

Til Dans, til Dans, til ringlende Dans

Vi føre til Dødningehavet.



Vort Favntag er varmt som Lidenskabs Stund,

og Hæder det er os at kryste

Vi Nydelsens Bæger maa tømme til Bunds

Mens Thor ved vor Lyst monne ryste.



Hvad hviske de om? Om tvedragt og Had

om Unatur og dens Smerte;

mens dybe Sukke – dem le de kun ad –

opstige fra Moderens Hjerte.



Ja Moder Jord har i sorg sig svøbt

hendes Tårer de falde saa tunge.

Til Rædsel hun ser sine Gaver omsvøbt,

til Fordærv for sønnerne unge.



Ha, Lyset sejrer! Ak hvilket Lys

vildt flammerne hvirvle mod Himlen.

Fælt sno sig som Slanger i Nattens Gys

den Yngel af Helvedes Vrimlen.



I onde Magter, som her fører an!

Hvor finder jeg Ly mod jer Vælde?

Gud Fader raader i allen Land

vil og eders Hærskarer fælde.



Han bringer Lys, Han bringer fredag

Han uvejrsskyer spreder

Held den der til Ham at finde ved

naar Mørkheds Rige sig breder.

             

                                IV.

Højt gjalder Luren

Stykkerne tordne

Støvsky og Regnsky

mødes i Dans.

Solglimt og Ildglimt

kysse hverandre

her skal vi flette

saa blodig en Krans.



Fremad, kun fremad

som svulmende Flod, der

bryder hver Dæmning

kuer hver Magt.

Frihed er Løsnet

Frihed og fædreland

vi staa med gode

Aander i pagt.



Voldsomt sig bryder

Elven mod Klippen

skummer og splittes

i fineste Stænk.

Fjældhaarde Jættekraft

trodser selv Aser,

ragnarok styrted

Valhald i sænk.



Kommer som saaret til København.

                        V


Tungt er det Modgangs Lod at friste

tungt ej med fjenden at faa Bugt.

Tungt dyrekøbt Jord at miste

tungt er at bløde uden Frugt.



I sorgens Nat til Hovedstaden

en Sending Saarede blev bragt.

Varsomt og stille gennem Gaden

gik Toget, hver paa Baare lagt.



Bag tavse Mure fandt jeg Hvile

men Hvilen der er ikke sød.

Langt heller vilde travl jeg ile

og søge efter Blomsten rød.



Thi ej den rette Blomst jeg plukked.

Den var for bleg, den mangled Duft.

Men nu er Blomsterhaven lukket,

Jeg savne maa den friske Luft.

Indvielse i Taalmodighed.



Tie og bie

er Livets Kaar

vildt og hjælpeløst

tit Hjertet slaar.

Tavshed og Taalmod

Maalet naar.

                                VI

Fred.



Halvt Hedning var jeg, halvt ingenting

med Livet jeg kørte helt avet i Ring

og vidste ej selv hvad jeg vilde.

Jeg søgte og søgte men aldrig jeg fandt

først her jeg den Overbevisning vandt

at hidtil søgte jeg ilde.



Nu higer jeg efter at søge igen.

Jeg gør det her, dog famlende end,

men haaber paa kommende Dage.

Kun eet er Maalet, det ser jeg grant

og om end jeg tabte, dog mer jeg vandt

thi Fremtiden har jeg tilbage.


Snart har jeg igen min røvede Kraft

Men ej som et Rov. Saa jeg havde den haft

Hvis ej jeg den  havde mistet.

Jeg maatte i Skole og stave mig frem

før jeg kunde begynde at ”Læse” igen.

Ej tung er den Lod jeg har fristet.



Senere er dette skrevet:

Tak o Fader i det Høje

At du Naadig til mig saa!

Lærte gennem Strid og Møje

Mig mod Maalet frem at gaa.

Tak Troen du mig gav

Til en sikker Støttestav.

Tak for Haabet du mig skænked

Tak at Tvivlens Aand du lænked

.

Alt jeg fatter, alt jeg ejer

har jeg kun din Kærlighed,

kun i dig, jeg vinder Sejer,

i din søn,. Som for mig stred.

Drag mig, før mig, led min Fod

lad mig sjunge: Gud er god.

Altid takke, altid bede

Og som Foraarsblomsten frede.







Efterskrift 1920:

55 aar efter.

De røde Roser i Ungdomstide

Som Taagebilled forbi os glide.

Men Rosen i hele sit fagre Skrud

Den staar os for Øje, som smykket Brud.

Naar dybe Savn bliver stillet.

Dog dybt frem for Folkehjærtets Savn

Er Hjertesukket i Jesu Navn

Som Evigheden mod Tiden.

Og Tid og Evighed Haand i Haand

Kan godt og virke i Samfunds Baand

Til lykkelig Hjemgang fra Striden.