Min mor Kamma Neuhaus, 1913-1995, boede på Kastelsvej på Østerbro i Københavns sammen med sin mand, Doron Neuhaus. Hun har skrevet følgende beretning fra dagene 3-12-maj 1945, der giver et levende indtryk af befrielsen, men også af de vilkår man måtte leve med under besættelsen.
Torsdag den 3. Maj 1945.
Var i meget optimistisk Sindsstemning. Skulle til ”Tosca” i det Kgl. Kl.5. Mødte Olesen på Vejen ind. Han var ikke spor opløftet. Spurgte straks til nogen Bøger D. har laant af ham. Sgd. til ham, at det lignede ham. Her gik vi andre rundt i optimistisk Rus, mens han bare gik og talte sine Ejendele. Det morede ham meget. Han fik også fortalt på sin sædvanligt selvglade Maade, at han var konstitueret som Rektor for et Aar, da den rigtige havde Sygeorlov.
”Tosca” uhyggeligt aktuel. I Scenen, hvor den dødsdømte skriver Afskedsbrev, kom jeg til at tænke på Niels Stenderup. Mange Tyskere i Teatret, en del med Damer, nogle stærkt pyntet med Fjer og Blomster. Saa ogsaa en Række med 6 civile Japanere. Nete sir, hun har set en Del Japanere. Det er ogsaa en slags Flygtninge fra Tyskland. Forleden saa vi 4 Biler foran den spanske Ambassade. Tyske Nummerplader, men pyntet og malet med spanske Flag. Den spanske Gesandt er evakueret til Nøddebo. Vi har ikke lyst til at evakuere mere. Fik nok af det i tirsdags. Det er for trættende. Luftalarm saa snart Stykket begyndte Kl. 5. Blev noget nervøs, fordi man kan frygte, det nu vil bryde løs for alvor. Blev beroliget, da den blev afblæst ½ Time efter. Da vi gik fra Teatret paany Luftalarm Kl. 7½, saa vi maatte spise Smørrebrød hos Brønnum. Mærkelig fri Stemning. Rygterne svirrede i Luften ”De var gaaet i Land i Havnen” ”de var ved Lillebæltsbroen med Flyvetropper” ”var langt oppe i Jylland” o.s.v. Angsten for sidemanden er ved at forsvinde. Mærkede det, ogsaa paa Folk paa Vejen ind. De er ikke mere bange for at stimle sammen om illegale Plakater, bl.a. den om Berlins Kapitulation, Opfordring til Tyskerne om at nedlægge Vaabnene. Alarmen afblæst, uden at der skete noget. Tusinder af Soldater i Byen, navnlig Marinere. De er i løftet i lettet Stemning. Nærmest kaade. Tog til Nete, der har Nattevagt på apoteket. Der skulle komme en vigtig Meddelelse i Radion, saa hun fandt noget Kinadekok el. lign. af gl. Kvalitet med rigtig Vin i. Blev meget skuffede, da Meddelelsen kun var en Oplæsning af nye tyske Udenrigsministers Tale om at de vilde blive ved med at kæmpe mod Russerne. Rygte om, at Englænderne staar i Aabenraa. Medicinen drak vi alligevel, den smagte rædselsfuldt, men varmede.
Fredag 4. Maj.
Svenske Radioavis Kl. 7 ingen Nyheder. Jeg bonede Gulv for at holde Varmen. D. gik i Seng. Kl. 8½ hørte jeg folk begynde at raabe paa Gaden, og da jeg kiggede ud, var der mange Mennesker og Husene pyntet med flag. Folk løb i lange Rækker med Flag i Haanden og raabte Fred. Det var lige blevet meddelt fra London paa Dansk. Jeg vækkede D. og vi kørte ud og saa paa Byen. Det var det mest fantastiske Syn. Der var allerede sort af Mennesker paa Østerbrogade. Folk hylede og hvinede. Sporvognene var fuldt oplyste og fuldt besatte baade på Trinbrædt, Tag og bagpaa. Konduktøren sa: ”Stig paa, stig af, det er gratis i Da´”. Nogle tyske Lastbiler kørte med vanvittig Fart gennem Gaden, ogsaa de fik et Hurra. En tysk Motorcykel kom susende med 2 soldater, der havde smidt Uniformen og sad i Undertrøjer. Nummerpladen havde de ogsaa taget af. Paa Skolen paa Sortedamsdoseringen sad de tyske Flygtninge og saa underligt lange ud i Ansigterne. Frihedskæmperne begyndte at komme frem i deres blaa Overaal ( de havde faaet sendt den med Posten) og Geværer på deres Benzindrevne Biler. De har Masser af Benzin. Vi kørte til Raadhuspladsen, der var ikke til at komme frem for Mennesker. Fyrværkeri blev skudt af. Da Mørket faldt paa, begyndte jeg at blive nervøs. Der blev ogsaa sendt Advarsler ud, saa vi kørte hjem. Lærkes havde været der for at hente os til et Sold. Vore Genboer viste frem på altanen et engelsk og amerikansk Flag. Jubelen derover ville ingen Ende tage. Meget Skyderi senere.
Lørdag 5. Maj.
Kørte om Morgenen til Mor og Far, fik Vin. De havde hængt store flag ud af vinduet. Blomster paa Gaden hvor Frihedskæmper dræbt. Gik på Kontoret, men fik naturligvis fri. Lærkes hentede os til sammenskudsgilde, men Walter turde ikke, Nete og børnene var evakueret i lang tid til Lyngby og han turde ikke lade hende komme ind. Der var voldsomt Skyderi i hans Gade og hans Nabo i Nr. 13[1] var lige blevet ramt i Hovedet og var død. Der blev ogsaa skudt med Kanoner. Det var Krigsskibene i Havnen. Det hed sig senere, det var en fejltagelse. De havde troet Frihedskæmperne var efter dem, da de løb efter Hipo i Havnen. Alt lukkede og sporvognene holdt op at køre. Vi havde for længe siden bestilt Plads på Grønningen for bridgekassen med Lærkes, og havde netop frydet os over vort Held, men der blev ogsaa lukket. Slog os sammen med Lærkes og tog op af Beredsskabslageret. Fik Champignon og Asparges og Rejer i Mayonaise og tog Hul paa den Daase Leverpostej, jeg for flere Aar siden fik fra Sorø. Hvor var det festligt at læse Avisen. Det vil tage flere Dage at læse den. Man greb sig i at undre sig over, at de turde skrive saa meget illegalt. Blev om formiddagen af D sendt til Onkel Carl for at skaffe en flaske af et eller andet drikkeligt. Fandt inde bag ved Far, Onkel Chr. og lille Chr. De var ved at fejre Dagen. Blev inviteret med og vi sendte bud efter Mor og Tante Hilda. Fik smørrebrød af Inger, Carl holdt Taler – ogsaa for sine sammenbragte Brødre, som han ikke havde været mere glad for, hvis de havde været kødelige. Det var meget festligt. Hørte Buhls og Kongens Taler i Radion. Desværre ikke Foghs. Det er et imponerende syn med alle de Frihedskæmper i deres brogede Dragt, den reglementerede er vist den blaa Kedeldragt, samt deres Staalhjælme. Montgommeryhuer florerer baade hos Mænd og Kvinder. Om det saa er Gadefejeren er han sprunget ud som Frihedskæmper, og jeg saa et Bud med en stor Ladcykel i Uniform, staalhjælm og med Gevær. Det er virkeligt festligt, bare der ikke var saa forfærdelig megen alvor med i spillet. Flere er blevet skudt.
Søndag d. 6. maj.
Var 3 timer om at rede Seng, da der ustandseligt foregik noget paa Gaden, som jeg maatte ned og se paa. Skrædderen overfor, hvor der paa alle Tider af Døgnet kom Gestapo og soldater – han har sikkert haft Bordel eller Smugkro – blev hentet. I de sidste Dage har der for Resten staaet Anne Dahl på døren, rettet fra Arthur Dahl. Et Sted var de efter en Løjtnant – Stikker – som dog ikke var hjemme. 3 Gange var de i Nr. 5, sidste gang fik de Bid – en Stikkernazist og hans Far. Der var en hel rutebil fuld af dem. Pludselig er der en, der sir goddag. Jeg kendte ham ikke først med Staalhjælm. Det var Bente Hansens Kæreste. Lovede at hilse hende, som et Livstegn. Pludselig saa jeg Folk løbe til Døvstummeinstituttet, der er omdannet til Lazaret. Det var franske Krigsfanger, der kom. D. maatte lave Frokost, jeg kunde ikke naa det. Tog om Eftermiddagen til Gentofte for at hente den Kuffert, vi evakuerede i tirsdags. D. har endnu store blaa Pletter på Knæene af at Transportere den og Tasken med Vinen. I Kufferten er der en stor Del af Beredskabslageret. Tog ogsaa et af de evakuerede Malerier med ind. Det var saa tomt på Væggene. Paa Vejen stod Folk opstillet langs Østerbrogade / Strandvejen for at vente paa den danske Brigade. Tog sporvogn, hele Vejen Folkeforsamling. Var saa heldige at komme ud til Brigaden i Hellerup. Det var et flot Syn, de har nydelige Uniformer, flotte svenske Biler og Motorcykler. En Motorcykkel kørte ind og eksede fuldstændig en Mands forhjul på Cyklen. Han sprang af, trykkede Brigademandens Haand og sagde: ”Velkommen hjem” Jeg bestiller ikke andet end at tude og raabe i disse Dage. Brigaden var meget træt. Havde ikke sovet siden Torsdag. Var indkvarteret i private Villaer i Hellerup. Kørte med Edith Rode i sporvogn ud, var lige ved at spørge, om hun skulde ud og se til sin Søn. Viste sig senere, han var med. En masse Paarørende var ude at hilse paa dem. Havde på fornemmelsen, Fætter Henry var imellem dem, men saa ham ikke. Han er med. – Brigaden kom først igennem Byen ved 8-tiden om Aftenen, saa vi fik atter set dem. Saa ogsaa Ebbe Rode, der gik til sidst i et Kompagni, ragede op over dem alle, havde trukket Staalhjælmen langt ned over Øjnene. Stormende Jubel. Mange kunde ikke holde Taarerne tilbage, heller ikke Brigadefolkene. Men saa begyndte pludselig voldsomt Skyderi. Hipo havde ligget paa lur ved Farimagsgade, paa Tage og Vinduer. Jeg kunde godt se paa flere af Brigadefolkene, naar de drejede om Hjørnet ved Lille Trianglen, at deres Øjne vogtede Husene og Tagene. Hvor var det sørgeligt midt i al Glæden og Jublen – og meningsløst. Flere blev dræbt. Gaderne som blæst. Det varede meget længe.
Mandag 7. Maj. Umuligt at bestille noget. Alle Mennesker mest lyst til at holde fri. Hos Far var de gaaet hjem, senere kom Forvalteren for at hente Far, idet han spurgte, om han ikke havde i sinde at bestille noget. Det var Direktørens Fødselsdag, og han havde forberedt Tale og Vin, samt Gratiale til dem alle, og saa var Fuglene fløjet. De fik kun fat i Far. Næste dag havde de saa faaet 100 Kr. hver, trods alt. Vi fik fri Kl. 3. Kørte gennem Byen. Saa Baal Dagmarhus, hvor tyske Uniformer, Billeder og lign. blev smidt ud af Vinduet under endeløs Jubel. Saa Stikkere blive ført til domhuset. Paa Lille Trianglen kørte jeg over Hitlers Billede. En Diakonisse gjorde det samme, en Sporvognskonduktør stod af og lagde det foran Sporvognen. Folk jublede. Mens vi ventede paa Brigaden i gaar Aftes, kom biler med Englændere i modsat retning. Saa General Dewing paa nært Hold. Jeg var helt vild, da jeg fik Øje paa dem og raabte i vilden Sky, til folk, der gik fra Sporvognen, at de skulle gøre Plads for Englænderne. Folk hylede af Grin.
Tirsdag d. 8. Maj.
Gessø, hvis Bror var fanget i Shellhuset, og blev reddet ved Bombardementet, er med, har det godt. De har naturligvis været i Forbindelse med ham hele Tiden, skønt hun benægtede. Hendes anden Bror er ogsaa med. Vi forlangte at faa fri paa Kontoret paa Grund af fuldstændig Kapitulation. Alle andre, ogsaa D., fri. De noget Betænkelige paa Grund af Barnemødre[2], der skal have Penge. Fik det dog til sidst, men de forlangte minsandten, at vi skulde møde i 2 Hold næste Dag. Megen Skumlen derover, jeg har kun i Sinde at vise mig et Øjeblik. D. vilde først, vil skulde tage til Sorø, men hans Forældre ringede, de kom ind. Tænk at vi skal arbejde, når hele Verden fester. De smaalige Kvinder. Hentede sidste Maleri hos Sindballe. Jørgen over Jorden igen. Gugga ikke set ham i 2 dage, fordi han skulle fejre det. ”Ærbødigst” har nogle herlige Vers i denne Tid, navnlig dem om Hitler a propos Studenternes tyske Genfortælling. Den burde hver eneste Tysker læse.
Onsdag d. 9. Maj.
D.s forældre kom saa i Gaar Aftes. Havde set Englænderne i Sorø. Saa fra Toget tyske Tropper vandre af Sted. De kaster Vaaben og Ammunition i Grøfterne. Jeg saa i gaar de gik fra Gesandtskabet, det var vist Flyvetropper. Fuldt belæsset, vild Uorden, stadig en Efternøler kom drattende. En af de sidste kælede for en fin spadserestok, sikkert en souvenir fra Kopenhagen. Den bliver nok taget fra ham ved Grænsen. Ellers maa jeg sige, man nu nærmest har ondt af dem. Hævngerrigheden strækker sig mest over de modbydelige Forrædere og deres Foresatte. Men selvfølgelig har hver Tysker, der har valgt Hitler, sin Andel. 4. Maj om aftenen havde Svigerfar faaet Besøg af 1) 8 Akademister fra 3. G. med Ove Høgh i spidsen, senere 2) kom ca. 50 fra alle Klasser. De havde raabt Hurra for ham, men han havde dog vendt det til Hurra for Danmark. Gik på Kontoreret Kl. 10, de blev netop alle sendt hjem ”da det viste sig at være en saa stor Festdag” puhha. Tog til Byen for at se Kongen. Saa selvfølgelig intet udover Feststemningen. Spiste i Kongens Have. Heldige at komme i ledigt Øjeblik, noget efter var alt fuldt og de kunde ikke paatage sig mere. Kongen kørte 10 Min. før tiden, formentlig for at undgå attentat. Meget trætte og gik hjem og sov. Serverede dejlig mør Hestebøf. Det eneste jeg kunde faa af kød. Min egen Slagter lukket kl. 11 tirsdag ” Alt udsolgt”. Nervøs for at de skulde opdage det, men det gjorde de ikke, de roste den tværtimod. De skulde bare vide det. Om Aftenen tur Langelinie. Saa til vores overraskelse 2 Krydsere og 4 Destroyere – engelske. Hvor var det dog et festligt Syn. Underligt man ikke hørt spor om det i Forvejen. En Herre fortalte, han været der i Formiddags, da de kom. Tyskerne havde faaet meget travlt med at komme ud for at gøre Plads. De spurgt, hvrofor der ikke var nogen til at tage imod dem. ”Ingen vidst de kom”. De kom vist ogsaa for tidligt. De havde uddelt Cigaretter og Chokolade. Nu var der stort Bytteri Øl/ Cigaretter, Kongemærker/ Cigaretter, snaps / Cigaretter, Sølvringe / Cigaretter, Perlekranse/ Cigaretter. Folk var helt tossede efter Tobak. Det egentlig saa paatrængende. Ligeledes kan jeg ikke lide alt det Autografjægeri, men da jeg nu har læst, at Montgommery havde sin Autografbog med til Kongen og Dronningen, føler jeg det knap saa beskæmmende. Foran Dagmarhus forleden stod en R.A.F. Mand helt omringet. Jeg tror han skrev mindst 100. Jeg bad en kvindelig Frihedskæmper hjælpe ham fri, hun svarede, ” naa, det ham, han elsker det”. Jeg er lige ved at tro, han gør det. Talte med Mand, der var kommer fra Buchenwald i Fredags. Faar endnu kun Havresuppe, da hans mave helt ødelagt. Han havde set Lig i Bunke fra Frihavnen og op til Langeliniebroen i Højde og hen til første Hushjørne i Længde. De blev brændt, der kom en Stank. Ellers ville han helst glemme. ”Men den Behandling vi fik, var for intet at regne mod den Polakker og Russere, deres Kvinder og Børn fik. Officerer voldtog Kvinder, der saa lidt godt ud, Pigerne gjorde det til tider frivilligt for at faa ekstra Brød. Blev de gravide, skar de Maven op paa dem med Bajonet”. Saa paa Strøget en Akademist med Armen i Bind. Svigerfar talte med ham. Han lige kommet ud. Gestapo har ødelagt hans Haand. Han angav til sidst Schiøtz, men fik Lejlighed til at advare ham, saa S. under Jorden de sidste 14 Dage før Kapitulationen.
Torsdag 10. maj
Daarligt vejr. Eftermiddag ”Barberen i Sevilla”. Uhyre festligt. Poul Wiedemann herlig. Improviserede: havde ikke tid i Morgen, han skulde barbere alle hjemvendte Officerer, der kommet hjem med langt Skæg og langt Haar. Endte med ”Saa fik da vi atter Lyset tændt og Fred”. Morsomt nu at se Englænderne, Frihedskæmperne og Brigadefolkene i Teatret i Modsætning til sidste Torsdag.
Fredag 11. Maj.
Igen nogenlunde Hverdag. Besked om, at nu skulde der bestilles noget. Det er ikke saa let. Men jeg længes alligevel efter at alt skal falde til Ro, Arbejdet baade på Kontoret og hjemme hober sig op. Om Eftermiddagen med Svigermor og 2 af de franske Krigsfanger hos Bartholdy til Kaffe og Lagkage. Gav dem Kager med hjem og Lommepenge. De meget søde. Begge fra Lille. Den ene Murer, den anden arbejde ved Kemisk fabrik. Været med ved Dunkirk. Den ene gift og viste Kone og lille Datter. De 32 og 34 Aar, men saa ældre ud. Den ene manglede nogle Fortænder. Fortale at mange millioner Røde Korspakker fra Amerika var forsvundet, og naar de kom frem var der taget af Pakkerne. De blev også liggende i Depoterne. Sagde noget om Hæren i Frankrig været meget nazistisk inficeret, men det forstod jeg desværre ikke saa godt. Spiste paa Grand. Næsten alt udsolgt. Fik Smørrebrød.
Lørdag 12. Maj.
Meget begivenhedsrig Dag. Fik fri Kl. 1 for at kunne se ”Monti”. Paa Langelinje, var heldig at komme i første Række,saa ham ganske nær ved. Vilde løbe over paa den anden Side, naar han skulde tilbage, faldt og fik en torn i Haanden. Lotte prøvede at tage den ud med en Sikkerhedsnaal, men umuligt. Monti saa meget tiltalende ud, fuldstændig som paa Billeder. Endeløs Jubel. Kørte paa Rigshospitalets Skadestue, Tornen flere Centimeter lang. Fik Stivkrampevaccine, meget ked af evt. at skulde være daarlig af den, da vi skulde til Fredsgilde om Aftenen som jeg glædede mig meget til. Var meget oprørt og skulde skynde mig hjem og ordne Tøj, intet haft Tid til i de 4 Dage, D´s Forældre været her. Kunde ikke komme over Østerbrogade da – iøvrigt flot – Parade af Frihedskæmpere. Endelig en Overgang, et Bud med stor Ladcykel generede mit Forhjul og blev ved at drille. Jeg blev saa rasende, at jeg stak ham en Lussing midt på Østerbrogade. Vaagnede først op, da jeg hørte Folk le. Blev bange for, han skulde slaa igen, han nøjedes dog med ”Dumme Kælling”. Kom til at le voldsomt og sagde undskyldende, at det jo var min eneste Cykel, saa jeg øm over den. Denne Undskyldning var dog ikke til Budet. En Dame sagde, det var ogsaa Synd for mig. Skulde hente Vin hos Onkel Carl, Far var der, de netop paa Vej til K.B. Hallen med en Kasse Øl, Cigaretter og Bolscher til russiske Krigsfanger. Det kunne jeg ikke modstaa, tog med. Blev ført ind af Leo Jensen, som Russerne kalder ”Lille Far”. Jeg fortalte ham netop om, hvordan Arbejderne på Rekylgeværfabrikken havde organiseret hemmelig Hjælp til Fangerne (de russiske) i Frihavnen, der blev saa forfærdeligt behandlet af Tyskerne. Han sagde, ja, det er rigtigt, det var nemlig mig, der organiserede det. De havde først købt en Pølsevogns Indhold og samlet sammen af deres Frokost, men saa meddelte Tyskerne, at enhver, der nærmede sig de Russiske Koncentrationslejre vilde blive skudt. Leo Jensen blev ved. Han blev afskediget. Han blev saa støttet af Arbejderne paa Fabrikken, nogle gav 20 Kr. om Ugen. Han spillede Nazist med Nazimærke og gik i Tyskernes Sold. Nar Tyskerne saa paa ham, saa han fjendtligt på Russerne, med de forstod ham, selvom han ikke talte deres Sprog. Han gemte Mad forskellige Steder, det blev godt organiseret. Russerne lavede Træarbejder og gav ham. De fik intet Materiale, lavede af hvad de fandt, naar de gravede Minehuller i Frihavnen. Til sidst havde han 8 tyske soldater paa sin Side. En havde været i russisk Fangelejr sidste Krig og var blevet behandlet godt, hvorfor dette harmede ham. En anden var Kommunist fra Leipzig. Han smed sin Uniform og gik med Russerne, da de blev transporteret til K.B.-Hallen. Russerne vil beholde ham og have ham med hjem. De bar Leo Jensen i Guldstol, da han hentede dem til Befrielsen. Fik i Bilen hjem ung Pige fra Riga, som havde Tuberkulose. Kørte hende til Øresundshospitalet. Hendes Mor var ogsaa i Lejren. Faderen og Kæresten aner hun intet om. Smidt ud af deres Hjem af Tyskerne, polsk Koncentrationslejr. Rædsom mager, ogsaa Moderen. Pigen typisk tuberkuløs, rundrygget. Hun var saa sød. Vil besøge hende paa Hospitalet. Fik Flyvemaskine m.m., som Russerne havde udskaaret i Træ. Onkel Carl hængt dem op i forretningen, men saa bemærkede Folk straks, han var Bolchevik. Tidligere skældte de ud, naar Tyskerne købte i Forretningen. Det er nu ikke let at være Handlende. Om aftenen hos Lærkes. Morede os dejligt. Jeg hvide Kjole paa af kinesiske silkegaze, for første Gang herhjemme. D hvide Smoking paa. De haft den gode ide at komme Mikodrin i Cocktail`en saa vi blev ikke Spor trætte, til Gengæld var det umuligt at sove da vi kom hjem kl. 5. Yndigt Vejr. Ogsaa om Søndagen, da vi var en dejlig Tur og sov i Skoven. Freden kunde ikke været kommet paa en bedre Tid. Nu kan vi nyde det. Skulde have været i Tivoli at spise, men alt var udsolgt. Kedeligt med Bornholm. Bare vi faar Lov at beholde den.
Forleden havde Frihedskæmperne brudt ind på Kontoret, brudt Fru Skalts` Skuffe op, formentlig for at finde Materiale om Kvinder med tyske soldater som Barnefædre. Vera Skalts og Nørgaard i Justitsministeriet, og nu har vi Vagtværn til at passe paa Journalerne. Vera Skalts kaldte os alle sammen. Vi har jo Tavshedspligt, Pigerne skal ikke udleveres, men de kan faa de Oplysninger, de vil have, saafremt der er nogle Hipo´er eller Stikkere og Mordere. De har mærkeligt nok ikke henvendt sig siden.
[1] Måske Grenågade på Østerbro / Arabella Neuhaus
[2] Kamma var ansat i Mødrehjælpen.
a
Torsdag den 3. Maj 1945.
Var i meget optimistisk Sindsstemning. Skulle til ”Tosca” i det Kgl. Kl.5. Mødte Olesen på Vejen ind. Han var ikke spor opløftet. Spurgte straks til nogen Bøger D. har laant af ham. Sgd. til ham, at det lignede ham. Her gik vi andre rundt i optimistisk Rus, mens han bare gik og talte sine Ejendele. Det morede ham meget. Han fik også fortalt på sin sædvanligt selvglade Maade, at han var konstitueret som Rektor for et Aar, da den rigtige havde Sygeorlov.
”Tosca” uhyggeligt aktuel. I Scenen, hvor den dødsdømte skriver Afskedsbrev, kom jeg til at tænke på Niels Stenderup. Mange Tyskere i Teatret, en del med Damer, nogle stærkt pyntet med Fjer og Blomster. Saa ogsaa en Række med 6 civile Japanere. Nete sir, hun har set en Del Japanere. Det er ogsaa en slags Flygtninge fra Tyskland. Forleden saa vi 4 Biler foran den spanske Ambassade. Tyske Nummerplader, men pyntet og malet med spanske Flag. Den spanske Gesandt er evakueret til Nøddebo. Vi har ikke lyst til at evakuere mere. Fik nok af det i tirsdags. Det er for trættende. Luftalarm saa snart Stykket begyndte Kl. 5. Blev noget nervøs, fordi man kan frygte, det nu vil bryde løs for alvor. Blev beroliget, da den blev afblæst ½ Time efter. Da vi gik fra Teatret paany Luftalarm Kl. 7½, saa vi maatte spise Smørrebrød hos Brønnum. Mærkelig fri Stemning. Rygterne svirrede i Luften ”De var gaaet i Land i Havnen” ”de var ved Lillebæltsbroen med Flyvetropper” ”var langt oppe i Jylland” o.s.v. Angsten for sidemanden er ved at forsvinde. Mærkede det, ogsaa paa Folk paa Vejen ind. De er ikke mere bange for at stimle sammen om illegale Plakater, bl.a. den om Berlins Kapitulation, Opfordring til Tyskerne om at nedlægge Vaabnene. Alarmen afblæst, uden at der skete noget. Tusinder af Soldater i Byen, navnlig Marinere. De er i løftet i lettet Stemning. Nærmest kaade. Tog til Nete, der har Nattevagt på apoteket. Der skulle komme en vigtig Meddelelse i Radion, saa hun fandt noget Kinadekok el. lign. af gl. Kvalitet med rigtig Vin i. Blev meget skuffede, da Meddelelsen kun var en Oplæsning af nye tyske Udenrigsministers Tale om at de vilde blive ved med at kæmpe mod Russerne. Rygte om, at Englænderne staar i Aabenraa. Medicinen drak vi alligevel, den smagte rædselsfuldt, men varmede.
Fredag 4. Maj.
Svenske Radioavis Kl. 7 ingen Nyheder. Jeg bonede Gulv for at holde Varmen. D. gik i Seng. Kl. 8½ hørte jeg folk begynde at raabe paa Gaden, og da jeg kiggede ud, var der mange Mennesker og Husene pyntet med flag. Folk løb i lange Rækker med Flag i Haanden og raabte Fred. Det var lige blevet meddelt fra London paa Dansk. Jeg vækkede D. og vi kørte ud og saa paa Byen. Det var det mest fantastiske Syn. Der var allerede sort af Mennesker paa Østerbrogade. Folk hylede og hvinede. Sporvognene var fuldt oplyste og fuldt besatte baade på Trinbrædt, Tag og bagpaa. Konduktøren sa: ”Stig paa, stig af, det er gratis i Da´”. Nogle tyske Lastbiler kørte med vanvittig Fart gennem Gaden, ogsaa de fik et Hurra. En tysk Motorcykel kom susende med 2 soldater, der havde smidt Uniformen og sad i Undertrøjer. Nummerpladen havde de ogsaa taget af. Paa Skolen paa Sortedamsdoseringen sad de tyske Flygtninge og saa underligt lange ud i Ansigterne. Frihedskæmperne begyndte at komme frem i deres blaa Overaal ( de havde faaet sendt den med Posten) og Geværer på deres Benzindrevne Biler. De har Masser af Benzin. Vi kørte til Raadhuspladsen, der var ikke til at komme frem for Mennesker. Fyrværkeri blev skudt af. Da Mørket faldt paa, begyndte jeg at blive nervøs. Der blev ogsaa sendt Advarsler ud, saa vi kørte hjem. Lærkes havde været der for at hente os til et Sold. Vore Genboer viste frem på altanen et engelsk og amerikansk Flag. Jubelen derover ville ingen Ende tage. Meget Skyderi senere.
Lørdag 5. Maj.
Kørte om Morgenen til Mor og Far, fik Vin. De havde hængt store flag ud af vinduet. Blomster paa Gaden hvor Frihedskæmper dræbt. Gik på Kontoret, men fik naturligvis fri. Lærkes hentede os til sammenskudsgilde, men Walter turde ikke, Nete og børnene var evakueret i lang tid til Lyngby og han turde ikke lade hende komme ind. Der var voldsomt Skyderi i hans Gade og hans Nabo i Nr. 13[1] var lige blevet ramt i Hovedet og var død. Der blev ogsaa skudt med Kanoner. Det var Krigsskibene i Havnen. Det hed sig senere, det var en fejltagelse. De havde troet Frihedskæmperne var efter dem, da de løb efter Hipo i Havnen. Alt lukkede og sporvognene holdt op at køre. Vi havde for længe siden bestilt Plads på Grønningen for bridgekassen med Lærkes, og havde netop frydet os over vort Held, men der blev ogsaa lukket. Slog os sammen med Lærkes og tog op af Beredsskabslageret. Fik Champignon og Asparges og Rejer i Mayonaise og tog Hul paa den Daase Leverpostej, jeg for flere Aar siden fik fra Sorø. Hvor var det festligt at læse Avisen. Det vil tage flere Dage at læse den. Man greb sig i at undre sig over, at de turde skrive saa meget illegalt. Blev om formiddagen af D sendt til Onkel Carl for at skaffe en flaske af et eller andet drikkeligt. Fandt inde bag ved Far, Onkel Chr. og lille Chr. De var ved at fejre Dagen. Blev inviteret med og vi sendte bud efter Mor og Tante Hilda. Fik smørrebrød af Inger, Carl holdt Taler – ogsaa for sine sammenbragte Brødre, som han ikke havde været mere glad for, hvis de havde været kødelige. Det var meget festligt. Hørte Buhls og Kongens Taler i Radion. Desværre ikke Foghs. Det er et imponerende syn med alle de Frihedskæmper i deres brogede Dragt, den reglementerede er vist den blaa Kedeldragt, samt deres Staalhjælme. Montgommeryhuer florerer baade hos Mænd og Kvinder. Om det saa er Gadefejeren er han sprunget ud som Frihedskæmper, og jeg saa et Bud med en stor Ladcykel i Uniform, staalhjælm og med Gevær. Det er virkeligt festligt, bare der ikke var saa forfærdelig megen alvor med i spillet. Flere er blevet skudt.
Søndag d. 6. maj.
Var 3 timer om at rede Seng, da der ustandseligt foregik noget paa Gaden, som jeg maatte ned og se paa. Skrædderen overfor, hvor der paa alle Tider af Døgnet kom Gestapo og soldater – han har sikkert haft Bordel eller Smugkro – blev hentet. I de sidste Dage har der for Resten staaet Anne Dahl på døren, rettet fra Arthur Dahl. Et Sted var de efter en Løjtnant – Stikker – som dog ikke var hjemme. 3 Gange var de i Nr. 5, sidste gang fik de Bid – en Stikkernazist og hans Far. Der var en hel rutebil fuld af dem. Pludselig er der en, der sir goddag. Jeg kendte ham ikke først med Staalhjælm. Det var Bente Hansens Kæreste. Lovede at hilse hende, som et Livstegn. Pludselig saa jeg Folk løbe til Døvstummeinstituttet, der er omdannet til Lazaret. Det var franske Krigsfanger, der kom. D. maatte lave Frokost, jeg kunde ikke naa det. Tog om Eftermiddagen til Gentofte for at hente den Kuffert, vi evakuerede i tirsdags. D. har endnu store blaa Pletter på Knæene af at Transportere den og Tasken med Vinen. I Kufferten er der en stor Del af Beredskabslageret. Tog ogsaa et af de evakuerede Malerier med ind. Det var saa tomt på Væggene. Paa Vejen stod Folk opstillet langs Østerbrogade / Strandvejen for at vente paa den danske Brigade. Tog sporvogn, hele Vejen Folkeforsamling. Var saa heldige at komme ud til Brigaden i Hellerup. Det var et flot Syn, de har nydelige Uniformer, flotte svenske Biler og Motorcykler. En Motorcykkel kørte ind og eksede fuldstændig en Mands forhjul på Cyklen. Han sprang af, trykkede Brigademandens Haand og sagde: ”Velkommen hjem” Jeg bestiller ikke andet end at tude og raabe i disse Dage. Brigaden var meget træt. Havde ikke sovet siden Torsdag. Var indkvarteret i private Villaer i Hellerup. Kørte med Edith Rode i sporvogn ud, var lige ved at spørge, om hun skulde ud og se til sin Søn. Viste sig senere, han var med. En masse Paarørende var ude at hilse paa dem. Havde på fornemmelsen, Fætter Henry var imellem dem, men saa ham ikke. Han er med. – Brigaden kom først igennem Byen ved 8-tiden om Aftenen, saa vi fik atter set dem. Saa ogsaa Ebbe Rode, der gik til sidst i et Kompagni, ragede op over dem alle, havde trukket Staalhjælmen langt ned over Øjnene. Stormende Jubel. Mange kunde ikke holde Taarerne tilbage, heller ikke Brigadefolkene. Men saa begyndte pludselig voldsomt Skyderi. Hipo havde ligget paa lur ved Farimagsgade, paa Tage og Vinduer. Jeg kunde godt se paa flere af Brigadefolkene, naar de drejede om Hjørnet ved Lille Trianglen, at deres Øjne vogtede Husene og Tagene. Hvor var det sørgeligt midt i al Glæden og Jublen – og meningsløst. Flere blev dræbt. Gaderne som blæst. Det varede meget længe.
Mandag 7. Maj. Umuligt at bestille noget. Alle Mennesker mest lyst til at holde fri. Hos Far var de gaaet hjem, senere kom Forvalteren for at hente Far, idet han spurgte, om han ikke havde i sinde at bestille noget. Det var Direktørens Fødselsdag, og han havde forberedt Tale og Vin, samt Gratiale til dem alle, og saa var Fuglene fløjet. De fik kun fat i Far. Næste dag havde de saa faaet 100 Kr. hver, trods alt. Vi fik fri Kl. 3. Kørte gennem Byen. Saa Baal Dagmarhus, hvor tyske Uniformer, Billeder og lign. blev smidt ud af Vinduet under endeløs Jubel. Saa Stikkere blive ført til domhuset. Paa Lille Trianglen kørte jeg over Hitlers Billede. En Diakonisse gjorde det samme, en Sporvognskonduktør stod af og lagde det foran Sporvognen. Folk jublede. Mens vi ventede paa Brigaden i gaar Aftes, kom biler med Englændere i modsat retning. Saa General Dewing paa nært Hold. Jeg var helt vild, da jeg fik Øje paa dem og raabte i vilden Sky, til folk, der gik fra Sporvognen, at de skulle gøre Plads for Englænderne. Folk hylede af Grin.
Tirsdag d. 8. Maj.
Gessø, hvis Bror var fanget i Shellhuset, og blev reddet ved Bombardementet, er med, har det godt. De har naturligvis været i Forbindelse med ham hele Tiden, skønt hun benægtede. Hendes anden Bror er ogsaa med. Vi forlangte at faa fri paa Kontoret paa Grund af fuldstændig Kapitulation. Alle andre, ogsaa D., fri. De noget Betænkelige paa Grund af Barnemødre[2], der skal have Penge. Fik det dog til sidst, men de forlangte minsandten, at vi skulde møde i 2 Hold næste Dag. Megen Skumlen derover, jeg har kun i Sinde at vise mig et Øjeblik. D. vilde først, vil skulde tage til Sorø, men hans Forældre ringede, de kom ind. Tænk at vi skal arbejde, når hele Verden fester. De smaalige Kvinder. Hentede sidste Maleri hos Sindballe. Jørgen over Jorden igen. Gugga ikke set ham i 2 dage, fordi han skulle fejre det. ”Ærbødigst” har nogle herlige Vers i denne Tid, navnlig dem om Hitler a propos Studenternes tyske Genfortælling. Den burde hver eneste Tysker læse.
Onsdag d. 9. Maj.
D.s forældre kom saa i Gaar Aftes. Havde set Englænderne i Sorø. Saa fra Toget tyske Tropper vandre af Sted. De kaster Vaaben og Ammunition i Grøfterne. Jeg saa i gaar de gik fra Gesandtskabet, det var vist Flyvetropper. Fuldt belæsset, vild Uorden, stadig en Efternøler kom drattende. En af de sidste kælede for en fin spadserestok, sikkert en souvenir fra Kopenhagen. Den bliver nok taget fra ham ved Grænsen. Ellers maa jeg sige, man nu nærmest har ondt af dem. Hævngerrigheden strækker sig mest over de modbydelige Forrædere og deres Foresatte. Men selvfølgelig har hver Tysker, der har valgt Hitler, sin Andel. 4. Maj om aftenen havde Svigerfar faaet Besøg af 1) 8 Akademister fra 3. G. med Ove Høgh i spidsen, senere 2) kom ca. 50 fra alle Klasser. De havde raabt Hurra for ham, men han havde dog vendt det til Hurra for Danmark. Gik på Kontoreret Kl. 10, de blev netop alle sendt hjem ”da det viste sig at være en saa stor Festdag” puhha. Tog til Byen for at se Kongen. Saa selvfølgelig intet udover Feststemningen. Spiste i Kongens Have. Heldige at komme i ledigt Øjeblik, noget efter var alt fuldt og de kunde ikke paatage sig mere. Kongen kørte 10 Min. før tiden, formentlig for at undgå attentat. Meget trætte og gik hjem og sov. Serverede dejlig mør Hestebøf. Det eneste jeg kunde faa af kød. Min egen Slagter lukket kl. 11 tirsdag ” Alt udsolgt”. Nervøs for at de skulde opdage det, men det gjorde de ikke, de roste den tværtimod. De skulde bare vide det. Om Aftenen tur Langelinie. Saa til vores overraskelse 2 Krydsere og 4 Destroyere – engelske. Hvor var det dog et festligt Syn. Underligt man ikke hørt spor om det i Forvejen. En Herre fortalte, han været der i Formiddags, da de kom. Tyskerne havde faaet meget travlt med at komme ud for at gøre Plads. De spurgt, hvrofor der ikke var nogen til at tage imod dem. ”Ingen vidst de kom”. De kom vist ogsaa for tidligt. De havde uddelt Cigaretter og Chokolade. Nu var der stort Bytteri Øl/ Cigaretter, Kongemærker/ Cigaretter, snaps / Cigaretter, Sølvringe / Cigaretter, Perlekranse/ Cigaretter. Folk var helt tossede efter Tobak. Det egentlig saa paatrængende. Ligeledes kan jeg ikke lide alt det Autografjægeri, men da jeg nu har læst, at Montgommery havde sin Autografbog med til Kongen og Dronningen, føler jeg det knap saa beskæmmende. Foran Dagmarhus forleden stod en R.A.F. Mand helt omringet. Jeg tror han skrev mindst 100. Jeg bad en kvindelig Frihedskæmper hjælpe ham fri, hun svarede, ” naa, det ham, han elsker det”. Jeg er lige ved at tro, han gør det. Talte med Mand, der var kommer fra Buchenwald i Fredags. Faar endnu kun Havresuppe, da hans mave helt ødelagt. Han havde set Lig i Bunke fra Frihavnen og op til Langeliniebroen i Højde og hen til første Hushjørne i Længde. De blev brændt, der kom en Stank. Ellers ville han helst glemme. ”Men den Behandling vi fik, var for intet at regne mod den Polakker og Russere, deres Kvinder og Børn fik. Officerer voldtog Kvinder, der saa lidt godt ud, Pigerne gjorde det til tider frivilligt for at faa ekstra Brød. Blev de gravide, skar de Maven op paa dem med Bajonet”. Saa paa Strøget en Akademist med Armen i Bind. Svigerfar talte med ham. Han lige kommet ud. Gestapo har ødelagt hans Haand. Han angav til sidst Schiøtz, men fik Lejlighed til at advare ham, saa S. under Jorden de sidste 14 Dage før Kapitulationen.
Torsdag 10. maj
Daarligt vejr. Eftermiddag ”Barberen i Sevilla”. Uhyre festligt. Poul Wiedemann herlig. Improviserede: havde ikke tid i Morgen, han skulde barbere alle hjemvendte Officerer, der kommet hjem med langt Skæg og langt Haar. Endte med ”Saa fik da vi atter Lyset tændt og Fred”. Morsomt nu at se Englænderne, Frihedskæmperne og Brigadefolkene i Teatret i Modsætning til sidste Torsdag.
Fredag 11. Maj.
Igen nogenlunde Hverdag. Besked om, at nu skulde der bestilles noget. Det er ikke saa let. Men jeg længes alligevel efter at alt skal falde til Ro, Arbejdet baade på Kontoret og hjemme hober sig op. Om Eftermiddagen med Svigermor og 2 af de franske Krigsfanger hos Bartholdy til Kaffe og Lagkage. Gav dem Kager med hjem og Lommepenge. De meget søde. Begge fra Lille. Den ene Murer, den anden arbejde ved Kemisk fabrik. Været med ved Dunkirk. Den ene gift og viste Kone og lille Datter. De 32 og 34 Aar, men saa ældre ud. Den ene manglede nogle Fortænder. Fortale at mange millioner Røde Korspakker fra Amerika var forsvundet, og naar de kom frem var der taget af Pakkerne. De blev også liggende i Depoterne. Sagde noget om Hæren i Frankrig været meget nazistisk inficeret, men det forstod jeg desværre ikke saa godt. Spiste paa Grand. Næsten alt udsolgt. Fik Smørrebrød.
Lørdag 12. Maj.
Meget begivenhedsrig Dag. Fik fri Kl. 1 for at kunne se ”Monti”. Paa Langelinje, var heldig at komme i første Række,saa ham ganske nær ved. Vilde løbe over paa den anden Side, naar han skulde tilbage, faldt og fik en torn i Haanden. Lotte prøvede at tage den ud med en Sikkerhedsnaal, men umuligt. Monti saa meget tiltalende ud, fuldstændig som paa Billeder. Endeløs Jubel. Kørte paa Rigshospitalets Skadestue, Tornen flere Centimeter lang. Fik Stivkrampevaccine, meget ked af evt. at skulde være daarlig af den, da vi skulde til Fredsgilde om Aftenen som jeg glædede mig meget til. Var meget oprørt og skulde skynde mig hjem og ordne Tøj, intet haft Tid til i de 4 Dage, D´s Forældre været her. Kunde ikke komme over Østerbrogade da – iøvrigt flot – Parade af Frihedskæmpere. Endelig en Overgang, et Bud med stor Ladcykel generede mit Forhjul og blev ved at drille. Jeg blev saa rasende, at jeg stak ham en Lussing midt på Østerbrogade. Vaagnede først op, da jeg hørte Folk le. Blev bange for, han skulde slaa igen, han nøjedes dog med ”Dumme Kælling”. Kom til at le voldsomt og sagde undskyldende, at det jo var min eneste Cykel, saa jeg øm over den. Denne Undskyldning var dog ikke til Budet. En Dame sagde, det var ogsaa Synd for mig. Skulde hente Vin hos Onkel Carl, Far var der, de netop paa Vej til K.B. Hallen med en Kasse Øl, Cigaretter og Bolscher til russiske Krigsfanger. Det kunne jeg ikke modstaa, tog med. Blev ført ind af Leo Jensen, som Russerne kalder ”Lille Far”. Jeg fortalte ham netop om, hvordan Arbejderne på Rekylgeværfabrikken havde organiseret hemmelig Hjælp til Fangerne (de russiske) i Frihavnen, der blev saa forfærdeligt behandlet af Tyskerne. Han sagde, ja, det er rigtigt, det var nemlig mig, der organiserede det. De havde først købt en Pølsevogns Indhold og samlet sammen af deres Frokost, men saa meddelte Tyskerne, at enhver, der nærmede sig de Russiske Koncentrationslejre vilde blive skudt. Leo Jensen blev ved. Han blev afskediget. Han blev saa støttet af Arbejderne paa Fabrikken, nogle gav 20 Kr. om Ugen. Han spillede Nazist med Nazimærke og gik i Tyskernes Sold. Nar Tyskerne saa paa ham, saa han fjendtligt på Russerne, med de forstod ham, selvom han ikke talte deres Sprog. Han gemte Mad forskellige Steder, det blev godt organiseret. Russerne lavede Træarbejder og gav ham. De fik intet Materiale, lavede af hvad de fandt, naar de gravede Minehuller i Frihavnen. Til sidst havde han 8 tyske soldater paa sin Side. En havde været i russisk Fangelejr sidste Krig og var blevet behandlet godt, hvorfor dette harmede ham. En anden var Kommunist fra Leipzig. Han smed sin Uniform og gik med Russerne, da de blev transporteret til K.B.-Hallen. Russerne vil beholde ham og have ham med hjem. De bar Leo Jensen i Guldstol, da han hentede dem til Befrielsen. Fik i Bilen hjem ung Pige fra Riga, som havde Tuberkulose. Kørte hende til Øresundshospitalet. Hendes Mor var ogsaa i Lejren. Faderen og Kæresten aner hun intet om. Smidt ud af deres Hjem af Tyskerne, polsk Koncentrationslejr. Rædsom mager, ogsaa Moderen. Pigen typisk tuberkuløs, rundrygget. Hun var saa sød. Vil besøge hende paa Hospitalet. Fik Flyvemaskine m.m., som Russerne havde udskaaret i Træ. Onkel Carl hængt dem op i forretningen, men saa bemærkede Folk straks, han var Bolchevik. Tidligere skældte de ud, naar Tyskerne købte i Forretningen. Det er nu ikke let at være Handlende. Om aftenen hos Lærkes. Morede os dejligt. Jeg hvide Kjole paa af kinesiske silkegaze, for første Gang herhjemme. D hvide Smoking paa. De haft den gode ide at komme Mikodrin i Cocktail`en saa vi blev ikke Spor trætte, til Gengæld var det umuligt at sove da vi kom hjem kl. 5. Yndigt Vejr. Ogsaa om Søndagen, da vi var en dejlig Tur og sov i Skoven. Freden kunde ikke været kommet paa en bedre Tid. Nu kan vi nyde det. Skulde have været i Tivoli at spise, men alt var udsolgt. Kedeligt med Bornholm. Bare vi faar Lov at beholde den.
Forleden havde Frihedskæmperne brudt ind på Kontoret, brudt Fru Skalts` Skuffe op, formentlig for at finde Materiale om Kvinder med tyske soldater som Barnefædre. Vera Skalts og Nørgaard i Justitsministeriet, og nu har vi Vagtværn til at passe paa Journalerne. Vera Skalts kaldte os alle sammen. Vi har jo Tavshedspligt, Pigerne skal ikke udleveres, men de kan faa de Oplysninger, de vil have, saafremt der er nogle Hipo´er eller Stikkere og Mordere. De har mærkeligt nok ikke henvendt sig siden.
[1] Måske Grenågade på Østerbro / Arabella Neuhaus
[2] Kamma var ansat i Mødrehjælpen.
a